Rapport fra ekspertudvalget om gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet

Formålet med Ekspertudvalget er at se på mulighederne for at styrke gennemsigtighed og mobilitet på realkreditmarkedet og i forbindelse hermed komme med anbefalinger til nødvendige justeringer af reglerne for realkreditten.

Ekspertudvalget har fået seks konkrete opgaver, jf. udvalgets kommissorium i bilag 1. Først og fremmest skal Ekspertudvalget belyse konsekvenserne for realkredittens kapitalomkostninger og bidragssatser af de kommende skærpede kapitalkrav samt markedskrav. Ekspertudvalget skal derudover identificere områder, hvor der nationalt er stillet supplerende krav til realkreditinstitutter og vurdere mulighederne for forenklinger af reglerne.

For det tredje skal Ekspertudvalget vurdere tilsynspraksis på området samt lovgivningen bag denne tilsynspraksis. Udvalget skal for det fjerde belyse udviklingen i rente, bidragssatserne og de samlede omkostninger for låntagerne fordelt på forskellige lånetyper og institutter og foretage en international sammenligning på området.

For det femte skal Ekspertudvalget beskrive kundernes omkostninger i forbindelse med skift af realkreditinstitut og vurdere, om disse omkostninger udgør en barriere for kun-dernes mulighed for at skifte realkreditinstitut. I den forbindelse skal der ses på indfrielsesmodeller og -vilkår mellem realkreditlån og pengeinstitutters prioritetslån, og der skal, hvor relevant, sammenlignes med boliglån i udlandet.

Endelig skal Ekspertudvalget vurdere, om der er behov for at ændringer i god skik reglerne eller andre forbrugerbeskyttelsesregler, hvilket skal ske under hensyntagen til boligkreditdirektivet.

 

Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.