Nyt digitalt værktøj skal hjælpe dansk erhvervsliv på vej med IT-sikkerheden

Flere og flere virksomheder rammes af brud på IT-sikkerhed, og resultatet kan være katastrofalt. Systemer og data kan ikke tilgås, fordi de er blevet krypteret. Følsomme kundeoplysninger lækkes og flyder frit tilgængelig på nettet, eller forretningshemmeligheder ender i konkurrenters hænder. Et nyt online sikkerhedstjek skal hjælpe små og mellemstore virksomheder til at forbedre IT-sikkerheden.
Pressemeddelelse
10. november 2016

Den hastige digitale udvikling – også kendt under Industrialisering 4.0 - rummer store potentialer for dansk erhvervsliv. Udviklingen skaber imidlertid også nye risici for virksomhederne, bl.a. i forhold til IT-sikkerhed. Alle virksomheder kan blive ramt – uanset størrelse eller branche. Hvis virksomhederne skal realisere gevinsterne ved digitalisering, så skal dansk erhvervsliv blive bedre til at beskytte sig.

Derfor lancerer Erhvervsstyrelsen og Rådet for Digital Sikkerhed i dag www.sikkerhedstjekket.dk. Sikkerhedstjekket er et digitalt værktøj, som skal bruges af virksomhederne til at give et klart overblik over deres IT-sikkerhed, og målrettet vejledning til hvordan de skal handle for at beskytte sig mod brud på IT-sikkerheden.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Den digitale udvikling skaber store vækstmuligheder for dansk erhvervsliv, og det er derfor vigtigt, at de danske virksomheder omfavner den digitale omstilling. Men digitaliseringen gør også virksomhederne mere sårbare i forhold til bl.a. IT-kriminalitet. Truslerne vokser markant i disse år, og alle typer af virksomheder rammes. Med sikkerhedstjekket vil vi give virksomhederne et værktøj, som kan hjælpe dem til at ruste sig, før skaden sker.”

Formanden for Rådet for Digital Sikkerhed, Rasmus Theede:

”IT-sikkerhed er ofte svært at forstå og håndtere, særligt hos de små og mellemstore virksomheder. Det kan potentielt blive meget dyrt for virksomheder. Sikkerhedstjekket giver virksomhederne et let tilgængeligt værktøj, der kan synliggøre eventuelle sårbarheder, og som giver handlingsrettet vejledning til hvordan IT-sikkerheden kan styrkes.”

Kontaktinformation: Presserådgiver Sara Ringgaard Price, tlf: 91 39 94 07 / srp@evm.dk.

Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.