Målrettet turismeindsats har skabt resultater

Med en øremærket pulje på 10 mio. kr. i 2016 er det lykkedes at positionere Danmark som en attraktiv turistdestination for millioner af tyskere.
Pressemeddelelse
7. november 2016

VisitDenmark har netop opgjort resultaterne for en målrettet indsats i 2016, som havde til formål at styrke markedsføringen af danske kyst- og naturområder i udlandet, herunder særligt i Tyskland. Evalueringen viser flotte resultater, som overstiger alle forventninger.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

”Evalueringen viser, at det er muligt at opnå en stor effekt, når man gør en målrettet indsats for at styrke markedsføringen af den danske kyst- og naturturisme. En øget turisme i vores kyst- og naturområder er med til at sikre udvikling og vækst i hele landet. Derfor er jeg meget tilfreds med resultaterne, som understøtter den retning vi i regeringen også har sat med den nationale strategi for dansk turisme.

"Indsatsen her har først og fremmest været målrettet vores vigtigste marked inden for turismeområdet; Tyskland, med det mål at give flere tyskere lyst til at rejse til Danmark, og det må man sige er lykkedes. Jeg ser frem til at se resultaterne for 2017, som forhåbentlig bliver lige så flotte.”

Markedsføringsindsatsen, som bl.a. bestod af en tysk TV-kampagne og online-indsatser, nåede bredt ud til 17,6 mio. mennesker uden for Danmark, hvilket er næsten fem gange flere end forventet. Indsatsen gav 4,3 mio. lyst til at rejse til Danmark, hvilket er næsten otte gange flere end forventet.

Adm. Direktør i VisitDenmark Jan Olsen:

”De øremærkede midler er blevet brugt til selvstændige målbare aktiviteter, som bygger ovenpå vores andre markedsføringsaktiviteter, og det har givet os en enormt høj effektivitet af de 10 mio. kr. og et særdeles flot resultat, som vi glæder os over.

"Vi ser frem til at bygge videre på indsatsen næste år, og vi håber, at vi kan fortsætte det samarbejde mellem private og offentlige aktører, som i denne her indsats har vist sig at være en god investering for alle parter.”

Kontakt:

Erhvervs- og Vækstministeriet: Presserådgiver Sara Ringgaard Price, srp@evm.dk, 91 39 94 07

VisitDenmark: Kommunikations- og pressechef Pernille Hebsgaard Rohdemeier, phr@visitdenmark.com, 21 35 51 45

Fakta:

 

 

 

 

Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.