Nyt Advisory Board skal rådgive regeringen om cirkulær økonomi

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nedsætter i dag et Advisory Board af erhvervsledere, som skal rådgive regeringen om cirkulær økonomi og dermed øge virksomhedernes indtjeningsmuligheder, minimere miljøpåvirkningen og fremme en bedre anvendelse af ressourcerne.
Pressemeddelelse
28. oktober 2016

Regeringen vil sætte skub i den cirkulære økonomi og præsenterer i dag et nyt Advisory Board bestående af 12 erhvervsledere med Flemming Besenbacher fra Carlsberg som formand. Advisory Boardet skal inden sommeren 2017 give regeringen anbefalinger til, hvordan den kan understøtte dansk erhvervslivs omstilling til cirkulær økonomi og dermed bidrage til bedre recirkulering af materialer og øget genanvendelse, hvilket kan styrke væksten og give gevinster for miljø og klimaet.

"Cirkulær økonomi bliver kun en succes, hvis virksomhederne selv tager udfordringen op og griber mulighederne. Virksomhedernes produkter skal i højere grad kunne repareres, genbruges og genanvendes til nye varer. Cirkulær økonomi skaber nye indtjeningsmuligheder og forbedrer konkurrenceevnen, samtidig med at det kommer miljøet til gode. Og det er den rigtige vej at gå i en verden, hvor prisen på ressourcerne er svingende og generelt har været stigende sidste 10 år," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Flere analyser viser, at der kan være vækstmuligheder i den cirkulære økonomi, også for de danske virksomheder.

"Regeringen ønsker, at Danmark fremover skal stå stærkt i den internationale konkurrence, vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for at understøtte danske virksomheders omstilling til en cirkulær økonomi. Derfor beder vi nu et Advisory Board om at gøre os klogere på, hvordan vi kan sætte yderligere skub i den cirkulære økonomi", siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

De udpegede erhvervsledere har en bred viden og erfaring med de barrierer og muligheder, virksomheder bliver mødt af i omstillingen til en mere cirkulær økonomi. Formand Flemming Besenbacher ser frem til at samle disse erfaringer og dermed give den cirkulære økonomi et godt rygstød og skabe rammebetingelser, der bidrager til at dansk erhvervsliv får del i gevinsterne.

"Jeg er glad for, at regeringen sætter fokus på cirkulær økonomi. Det er en vigtig dagsorden for danske virksomheder, fordi cirkulære forretningsmodeller kan styrke vores effektivitet, give adgang til nye markeder og gøre danske virksomheder mere solide og gearede til fremtidige udfordringer, siger formand for Advisory Board, professor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesformand i Carlsberg," Flemming Besenbacher.

De 12 medlemmerne i det nye Advisory Board er ledere i både store og mindre danske virksomheder, som skal mødes fire gange i 2016 og 2017.

Medlemmerne er:

Advisory Boardets opgave:

For at fremme dansk erhvervslivs omstilling til en mere cirkulær økonomi bliver det Advisory Boardets opgave, at udarbejde en vision og en række målsætninger for hvordan dansk erhvervsliv kan omstille sig til en mere cirkulær økonomi samt give anbefalinger til konkrete indsatser, som kan styrke omstillingen, herunder også indsatser som erhvervslivet selv kan iværksætte.

Kommissorium for regeringens advisory board for cirkulær økonomi

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær Malene Kristensen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 22 13 08 34, e-mail: malek@mfvm.dk
Pressekonsulent Rasmus Holm Thomsen, Erhvervs- og Vækstministeriet, tlf. 91 39 94 55, e-mail: rht@evm.dk,
Kontorchef Tejs Binderup, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf. 2257 71 42, e-mail: tebi@mfvm.dk

Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.