Accept af cookies fra EVM.dk

Evm.dk bruger cookies for at udarbejde statistik over anvendelsen af sitet. Du kan altid slette cookies fra evm.dk igen.

Accepter cookies Læs mere om cookies på evm.dk

Lovprogram

Regeringens lovprogram for Folketingsåret 2011-2012 indeholder følgende lovforslag på Erhvervs- og Vækstministeriets område.

Ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer (Tabskaution ved brug af udvidet medgiftsordning)  (Okt I)

Lovforslaget indebærer, at Indskydergarantifondens afviklingsafdeling får mulighed for at stille tabskaution i forbindelse med håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den udvidede medgiftsordning.

Ændring af patentloven og forskellige andre love (Gebyrer for Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling)  (Nov I)

Lovforslaget fastsætter gebyrerne for Patent- og Varemærkestyrelsens sagsbehandling direkte i de love, som styrelsen administrerer. Forslaget følger op på en anbefaling fra Rigsrevisionen.

Ændring af lov om betalingstjenester og elektroniske penge (Fastsættelse af gebyrregler og regler for overvæltning ved brug af betalingsinstrumenter m.v.)  (Nov I)

Lovforslaget har til formål at bringe de danske regler for detailhandelens egne betalingskort (kreditkort og betalingskort uden chip – f.eks. benzinkort og kort til bestemte detailbutikker) i overensstemmelse med EU-retten. Forslaget indebærer, at det bliver muligt at opkræve gebyr ved brug af alle betalingskort både danske og internationalt udstedte.

Ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, og forskellige andre love (Bevilling af engagementer, nedskrivninger, tilladelse til og tilsyn med aktionsplatform for handel med CO2-kvoter og fælles datacentraler) (Dec I)

Forslaget indeholder bl.a.  initiativer, som opfølgning på den finansielle krise, der indføres bl.a. strammere og mere præcise regler for nedskrivninger i finansielle institutter, som samtidig styrker Finanstilsynets mulighed for at gribe ind overfor risikable forretningsmetoder.  Endvidere indføres der med forslaget styrket tilsyn med de fælles datacentraler. Hvidvaskloven ændres på baggrund af bl.a. anbefalinger fra Financial Action Task Force, så lovens anvendelsesområde præciseres, og der sker en samling af tilsynet med valutavekslingsvirksomheder.

Ændring af søloven og lov om sikkerhed til søs (Gennemførelse af 2002 Athen-konventionen om transport af passagerer og deres bagage til søs og registrering af skibe med frist)  (Dec II)

Forslaget har til formål at indarbejde de ændringer i søloven, som er nødvendige som følge af konventionen om søtransport af passagerer og deres bagage til søs (Athen-konventionen) og den tilhørende EU-forordning om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under passagertransport ad søvejen (Athen-forordningen). Forslaget indeholder endelig en justering om betinget registrering af skibe.

Ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (Opgørelse af nettoomkostninger ved udbud af forsyningspligtydelser)  (Jan II)

Lovforslaget vedrører ændringer af modellen for varetagelse af de radiobaserede nød- og sikkerhedstjenester i Danmark og Grønland. Forsyningspligtudbyderens nettoomkostninger skal herefter opgøres samlet for forsyningspligtydelser omfattet af forsyningspligtdirektivet og samlet for ydelser, som ikke er omfattet af direktivet. Forslaget skal ses på baggrund af EU-regler på området.

Ændring af lov om internetdomæner, der særligt tildeles Danmark (Indførelse af regler om nye internetdomæner med geografiske navne)  (Jan II)

Forslaget har til formål at medvirke til at sikre danske interesser i forbindelse med introduktion af nye internetdomæner, som har geografisk tilknytning til Danmark.

Ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om finansiel stabilitet (indførelse af ny finansieringsform for Garantifonden for indskydere og investorer) (Jan II)

Med forslaget følges der op på den politiske aftale fra august 2011 om en række konsolideringsinitiativer, herunder den udvidede medgiftsordning. Der indføres endvidere bl.a. en ny finansieringsform for Garantifonden, så fonden fremadrettet finansieres i form af en årlig forsikringslignende præmie samtidig med, at der etableres en konsolideringsfond i regi af Garantifonden.

Ændring af lov om investeringsforeninger m.v. og lov om finansiel virksomhed (Indførelse af investeringsfonde og selskaber for investering med kapital der er variabel)  (Feb II)

Forslaget har til formål at skabe mulighed for etablering af nye organisationsformer som et supplement til investeringsforeninger, således at kollektiv investering omfattet af UCITS IV-direktivet (2009/65/EF) også kan ske i andre former end investeringsforeninger. Formålet hermed er at styrke den fri konkurrence samt skabe mulighed for stordriftsfordele.

Ændring af lov om skibes besætning, lov om maritime uddannelser og lodsloven (Ansvarsfordeling m.v. efter ressortomlægninger)  (Feb II)

Forslaget vedrører ansvarsfordelingen i relation til de maritime uddannelser og fastsættelsen af kvalifikationskrav til søfarende efter ressortændringerne i oktober 2011. Samtidig foretages en række mindre justeringer af lodsloven.

Lov om oprettelse af mæglings- og klageorganet for ansvarlig virksomhedsadfærd  (Mar I)

Med lovforslaget oprettes et mæglings- og klageorgan, der kan behandle klager over eventuelle brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljø, korruption m.v. Mæglings- og klageorganet vil desuden kunne tage sager op af egen drift. Forslaget bygger på anbefalinger fra Rådet for samfundsansvar, retningslinjer fra OECD samt FN-anbefalinger. Forslaget følger op på aftalerne om finansloven for 2012.

Ændring af lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven) og forskellige andre love på Erhvervs- og Vækstministeriets område (Ihændehaveraktier samt gebyr for regnskabskontrol) (Mar. II)

Lovforslaget vedrører udveksling af ejerskabsoplysninger om ihændehaveraktier mellem myndigheder med henblik på at skabe større åbenhed på området. Forslaget skal ses i sammenhæng med en rapport fra OECD, der har kritiseret den danske ordning om, at kapitalejere har mulighed for at være anonyme, som følge af muligheden for ihændehaveraktier. Forslaget vedrører endvidere en justering af de gebyrsatser, som ikke-finansielle børsnoterede virksomheder skal betale for regnskabskontrol efter årsregnskabsloven.

Erhvervs- og vækstministeren vil give Folketinget redegørelse om:

  • Redegørelse om erhvervsstøtte 2012 (Mar. II)
  • Redegørelse om Danmarks Digitale Vækst 2012 (Maj II)
  • Erhvervslivet og Reguleringen 2012 (Maj II)

 

Faglig kontakt
Fuldmægtig
Krista Risgaard
Telefon: 33 92 42 21
E-mail: KRI@evm.dk

Erhvervs- og Vækstministeriet
Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K
Telefon: +45 33 92 33 50  |  evm@evm.dk

Det er Erhvervs- og Vækstministeriets opgave at skabe fremtidsrettede vækstvilkår for borgere og virksomheder i en stadig mere global verden. Vores vision er at opnå Europas bedste vækstvilkår, så det er attraktivt at bo, arbejde og drive virksomhed i Danmark


AdgangForAlle.dk