Regeringens mål er, at Danmark i 2020 skal være blandt de lande i verden, hvor virksomhederne er mest innovative.
Fornyelse og innovation er centrale elementer i arbejdet med at skabe ny vækst i Danmark. Der er behov for, at danske virksomheder styrker indsatsen for at skabe nye produkter og service. Derfor arbejder regeringen med at styrke den virksomhedsrettede innovation.
I 2010 udkom oplægget ”Styrket innovation i virksomhederne” med en analyse af de danske innovationsudfordringer og 37 konkrete initiativer til at fremme innovationen i danske virksomheder. Med afsæt i oplægget blev der afholdt en række dialogmøder med virksomheder, organisationer og videninstitutioner om, hvordan der kommer mere gang i innovationen.
Strategien blev justeret på baggrund af dialogmøderne og suppleret med en række yderligere initiativer og en ny analyse om ”Innovation og produktivitet”. Dette dannede udgangspunkt for en drøftelse i Vækstforum om, hvordan der skabes vækst gennem innovation og fornyelse. Denne drøftelse tog udgangspunkt i strategiens fire overordnede sigtelinjer:
·
Det skal være nemt og attraktivt for virksomhederne at finde og anvende offentlige innovationsordninger.
·
Rammerne for små og mellemstore virksomheders innovationsaktiviteter skal styrkes.
·
Virksomhedernes adgang til førende international viden og teknologi skal forbedres.
·
Innovations- og vækstpotentialet på det grønne område og inden for velfærdsløsninger styrkes.
Vækstforum har siden færdiggjort sit arbejde i marts måned, og har fremlagt en række forslag til yderligere at styrke innovationen i danske virksomheder. På den baggrund vil regeringen yderligere se på behovet for at virksomhedsrette innovationssystemet.
Læs aftalen om fordeling af globaliseringsmidlerne til innovation og iværksætteri her.
Fornyelsesfonden
Fornyelsesfonden er én af de innovationsordninger, der skal være med til at sikre rammerne for danske virksomheders innovationsindsats. Fonden skal fremme grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse i danske virksomheder, særligt i små og mellemstore virksomheder, ved at understøtte virksomheders forretningsmuligheder inden for grøn vækst og velfærd, understøtte omstilling til nye erhvervs- og vækstmuligheder i hårdt ramte områder og ved at skabe vækst, beskæftigelse og eksport. Dette sker blandt andet gennem brugerinddragelse og fremme af nye samarbejdskonstellationer, der skal øge træfsikkerheden og sandsynligheden for, at Fornyelsesfondens projekter fører til vækst, beskæftigelse og eksport.
Innovation gennem design
Regeringen nedsatte i oktober 2010 Visionsudvalget Design2020, der bl.a. fik til opgave at opstille en vision for Danmark som designnation i 2020. Herunder fik udvalget til opgave at skitsere de største udfordringer på området frem mod 2020 og endelig komme med forslag, der kan bidrage til at indfri den opstillede vision.
Udvalgets anbefalinger blev i juni 2011 overrakt til regeringen. Udvalgets vision er, at Danmark i 2020 er kendt verden over som førende designsamfund – et samfund, der ansvarligt og på alle niveauer anvender design til at forbedre kvaliteten af folks liv, til at skabe vækst i erhvervslivet og til at gøre den offentlige sektor bedre og mere effektiv.
Regeringen vil nu, med udgangspunkt i udvalgets arbejde, udarbejde en ny designstrategi 2020. Her er målet, at design i højere grad bliver et konkurrenceparameter for virksomhederne.
Læs pressemeddelse her.
Innovation gennem oplevelser
Erhvervs- og Vækstministeriets arbejde med at styrke kultur- og oplevelsesøkonomien i Danmark har to fokusområder. Dels er der skabt et center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi, der skal styrke samspillet mellem kulturliv og erhvervsliv. Centret åbnede officielt den 22. september 2009 og er placeret i Forskerparken CAT i Roskilde. Dels er der etableret fire oplevelseszoner, der skal styrke vilkårene for vækst i oplevelseserhvervene. Den første oplevelseszone - modezonen - blev etableret i juni 2008. De tre sidste oplevelseszoner blev i april 2009 udnævnt inden for computerspil, madkultur og musik.