Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder med at sikre de bedste rammer for udviklingen af klimavenlige teknologier, løsninger og forretningsmodeller i erhvervslivet. Derudover arbejdes der for at sikre balance mellem miljø, klima og erhvervsliv.
Danmark som grønt vækstlaboratorium
I Danmark har vi et stærkt erhvervsliv inden for grøn teknologi – i forhold til energi, miljøteknologi og klimatilpasning. Vi har en stigende eksport af grøn teknologi, og inden for en række brancher er danske virksomheder markedsledere. Danmark er således i dag den relativt største eksportør af energiteknologi og -udstyr i EU-15. Og EU er det største marked for dansk energiteknologi.
Erhvervs- og Vækstministeriet underbygger denne udvikling ved at skabe gode rammevilkår for danske virksomheder, der leverer grønne løsninger. Fornyelsesfonden, der er oprettet i 2010, giver fx støtte til danske virksomheders arbejde med udvikling og markedsmodning af grønne løsninger.
Grøn omstilling – Danmark uafhængig af fossile brændsler
Det er regeringens mål, at Danmark skal være et grønt bæredygtigt samfund. På sigt skal vi være uafhængige af fossile brændsler, og samfundet skal omstilles til at bruge færre ressourcer og mere miljøvenlig energi. Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder for, at en grøn omstilling tilrettelægges, så danske virksomheders konkurrenceevne ikke forringes, og deres vækst- og eksportmuligheder styrkes. Vi arbejder samtidig for, at omstillingen til fossil uafhængighed sker på en måde, så vi fortsat skaber gode rammer for dansk erhvervsliv.
Miljø og landbrug
Det er vigtigt at sikre en god balance mellem miljø og erhvervsliv. Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder derfor også med de erhvervsmæssige aspekter af miljø og landbrug, blandt andet i form af opfølgning på Grøn Vækst-aftalerne for landbruget fra juni 2009 og april 2010. Med aftalerne blev der aftalt en balance mellem miljøhensyn og bæredygtigt landbrug, ligesom landbrugets rolle som leverandør af grøn energi blev styrket.
Læs Regeringens Erhvervsklimastrategi 2009
Læs Klimakommissionens rapport: Grøn Energi - vejen mod et dansk energisystem uden fossile brændsler