Regulering og konkurrence

Forbrugerforholdene og rammevilkårene for erhvervslivet skal være blandt de bedste i Europa.

Enklere regler og færre byrder

Regeringen har det som en hovedprioritet, at det skal være billigere og nemmere at drive virksomhed i Danmark. Derfor har regeringen sat en målsætning om, at der skal fjernes byrder for virksomhederne svarende til 3 mia. kr. frem mod 2020.
Læs mere

Virksomhedsforum for enklere regler, som spiller en central rolle i dette arbejde, ved at give virksomhederne og deres organisationer mulighed for at stille forenklingsforslag direkte til regeringen. 
Unødvendige administrative krav og omkostningstunge regler tager værdifuld tid og ressourcer fra virksomhederne, som kunne være brugt på at drive forretning og skabe vækst. Enklere regler skaber gode rammer for erhvervslivet. 


Arbejdet med at lette virksomhederne for unødvendige administrative byrder har stået på i mange år, og indsatsen har skabt gode resultater og besparelser for virksomhederne. Danmark er i dag blandt de lande i verden, hvor det er lettest at starte virksomhed.

Erhvervs- og Vækstministeriet har også et skarpt fokus på at minimere de omkostninger – ud over de administrative – som virksomhederne bliver pålagt via regler. Det kan være krav om, at virksomhederne skal indkøbe bestemt udstyr el.lign. 

Virksomhederne høres 

Indsatsen for enklere regler og færre byrder sker i et tæt samarbejde med erhvervslivet. Virksomhedsforum kommer løbende med forslag til forenklinger på de områder, som virksomhederne i særlig grad oplever som byrdefulde. 

Regeringen forholder sig til alle forslag. Hvis ikke de gennemføres, så forklarer regeringen hvorfor et forslag ikke kan gennemføres. 

Kvalitet i ny erhvervsregulering 

Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering sikrer, at ny regulering påfører virksomhederne færrest mulige administrative byrder samtidig med, at reguleringen opnår den ønskede effekt. Team Effektiv Regulering konsekvensvurderer alle nye forslag til love og bekendtgørelser, der medfører væsentlige administrative byrder for erhvervslivet. 


Samtidig kvantificeres andre erhvervsøkonomiske konsekvenser af ny regulering af de ministerier, der har ansvaret for reglerne. 
Formålet med konsekvensvurderingerne er at sikre, at ny regulering kun påfører virksomhederne byrder i mindst muligt omfang, men stadig opnår den ønskede effekt. 

Regeringens EU-implementeringsudvalg

Det er vigtigt, at EU-reguleringen ikke er unødvendigt byrdefuld, og at Danmark ikke implementerer EU-regulering på en mere bebyrdende måde end de lande, vi konkurrerer med, da det skaber byrder for virksomhederne og hæmmer deres konkurrenceevne til skade for vækst og arbejdspladser.
Læs mere

Regeringens har nedsat et nyt EU-implementeringsudvalg med følgende faste medlemmer: Erhvervs- og vækstministeren (formand), udenrigsministeren, transport- og bygningsministeren, miljø- og fødevareministeren, justitsministeren, energi-, forsynings- og klimaministeren, skatteministeren og beskæftigelsesministeren.  

Udvalgets arbejde skal blandt andet bidrage til at nå målsætningen om at lette erhvervslivet erhvervsøkonomiske byrder med 3 milliarder kroner frem mod 2020.

Udvalgets opgaver er, at:

  • Behandle alle udkast til lovforslag og bekendtgørelser, hvori der lægges op til en overimplementering med erhvervsøkonomiske konsekvenser forud for den offentlige høring.
  • Igangsætte nabotjek med henblik på at reducere overimplementering i den eksisterende implementering af EU-regulering.
  • Igangsætte analyser på områder, hvor der er overimplementering i dansk lovgivning, som belyser baggrunden herfor og hvilke initiativer, der kan tages med henblik på at afskaffe eller nedbringe overimplementeringen.
  • Overvåge, på tværs af ministerområder, kommende, nye EU-reguleringsinitiativer med væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser med henblik på en proaktiv og tidlig dansk indsats, hvor det vurderes politisk nødvendigt.

Konkurrence

Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder for at skabe de bedste rammer for effektiv konkurrence og velfungerende markeder i Danmark. Et velfungerende marked præget af effektiv konkurrence mellem virksomhederne er forudsætningen for, at forbrugerne har adgang til et bredt udbud af varer og services til de lavest mulige priser i forhold til kvaliteten.
Læs mere

Effektiv konkurrence er en central drivkraft for vækst og fornyelse. På et velfungerende marked konkurrerer virksomhederne effektivt med hinanden. Virksomhederne effektiviserer produktionen, forbedrer kvaliteten og udvikler nye og bedre produkter og services til lavere priser. På et velfungerende marked er det også let for nye virksomheder at etablere sig.

Styrket konkurrence skal bidrage til vækst

Konkurrencen skal være stærk og på niveau med landene omkring os. Indikatorer tyder på, at konkurrencen i Danmark er i gradvis bedring. Der er dog et stykke vej, før konkurrencen er på niveau med de bedste lande. Regeringen fokuserer derfor på at øge konkurrencen og produktiviteten en række hjemmemarkedsorienterede erhverv, herunder postområdet, taxibranchen og advokatområdet.

Effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne

Det er vigtigt, at virksomhederne har kendskab til og efterlever konkurrenceloven, og der skal derfor være god information og vejledning herom. Håndhævelsen af loven skal også være effektiv, og sagsprocesserne skal tilrettelægges på en måde, så virksomhederne belastes mindst muligt. Derfor er konkurrenceloven blevet styrket, så overtrædelser af loven i højere grad sidestilles med anden økonomisk kriminalitet. Desuden har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lanceret en forebyggelsesstrategi, der skal øge virksomhedernes kendskab til reglerne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager den konkrete håndhævelse af konkurrencereglerne. For at sikre en større grad af uafhængighed og en mere effektiv behandling af konkurrencesager blev konkurrencerådet fra 1. juli 2015 omlagt til en professionel bestyrelse for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af konkurrenceloven.

Offentlig konkurrence

Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder for, at offentlig-privat samarbejde og offentlige indkøb skal understøtte produktivitet, innovation og udvikling af markeder. Det offentlige køber hvert år ind for store beløb, og kan gennem offentlig konkurrence være med til at styrke det danske erhvervsliv og skabe vækst. Gennem vejledning og lovgivning arbejder vi for at skabe de bedste rammer for den offentlige konkurrence, så den gavner både det offentlige og den private sektor.
Læs mere

Konkurrence om de offentlige opgaver kan skabe øget innovation, og dermed vækst og beskæftigelse i private virksomheder. Samtidigt understøttes en mere effektiv offentlig sektor, der leverer bedre service til borgerne. 

Lovgivning og vejledning

Rammerne for en god konkurrence om de offentlige opgaver sættes i lovgivningen på området. Udbudsloven fastlægger procedurerne for offentlige indkøb, så der gennem en effektiv konkurrence opnås den bedst mulige udnyttelse af de offentlige midler. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vejleder om reglerne på området, og om, hvordan der kan opnås et godt samarbejde om de offentlige opgaver eksempelvis gennem brug af funktionskrav, offentlig-private partnerskaber (OPP) og tiltag, der gør udbud velegnede for konsortier. 

Offentlig Konkurrence 

Innovative indkøb

Markedsmodningsfonden støtter innovative indkøb, der giver offentlige institutioner tilskud til lettere at efterspørge nye innovative løsninger. Det offentlige skal med sine indkøb understøtte effektivitet, innovation og kvalitetsudvikling samt bæredygtighed. 

Strategi for intelligent offentligt indkøb

Statsstøtte

Statsstøtteudvalget og statsstøttesekretariatet rådgiver centraladministrationen i spørgsmål om statsstøtte, når der er i tvivl om, hvorvidt påtænkt lovgivning, initiativer til støtteordninger eller offentlig finansiering indeholder statsstøtte. Gennem dialog med statsstøttesekretariatet sikres det, at danske regler og udgiftsinitiativer udformes og designes i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
Læs mere

Statsstøttesekretariatet holder til i Erhvervs- og Vækstministeriets departement og fungerer som sekretariat for regeringens Statsstøtteudvalg. De daglige opgaver for sekretariatet omfatter bl.a. vejledning af ministerierne og deres styrelser med at vurdere om et konkret initiativ, projekt eller lovforslag indeholder statsstøtte. Sekretariatet hjælper også med at se på, hvorledes en ordning kan designes, så der ikke opstår statsstøtteretlige udfordringer og sager med ulovlig statsstøtte undgås. 

Regler og regulering af statsstøtte

Statsstøtteudvalget og statsstøttesekretariatet kan vejlede om muligheden for, hvorvidt et initiativ i sidste ende indebærer statsstøtte. Sammen med den ansvarlige støttegivende myndighed hjælper sekretariatet med at designe en støtteordning og hvis nødvendigt tale med Kommissionen om ordningens forenelighed med reglerne. Statsstøttesekretariatet har dog ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der rent faktisk er tale om statsstøtte eller om støtten vil være forenelig med det indre marked. Det er alene Kommissionen, der endeligt kan afgøre disse spørgsmål.
Statsstøtteområdet er reguleret af EU-retten, som har forrang for medlemsstaternes nationale love. Det er derfor en fordel, at man først orienterer sig i forhold til det regelsæt, der er fastsat med EU-traktatens artikel 107 og 108 om statsstøtte. Konkurrencelovens regler om konkurrenceforvridende støtte findes i lovens § 11a. 

Relevante regler på Kommissionens statsstøtteside eller hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Offentliggørelse af statsstøtte i Statsstøtteregistret

De danske myndigheder er i en række nye EU-retsakter om statsstøtte blevet forpligtet til at registrere statsstøtte i et offentligt webbaseret statsstøtteregister fra 1. juli 2016. Forpligtelsen omfatter alle statsstøttebeløb, der tildeles virksomheder på over 500.000 EUR.  

(Der gælder særlige tærskler på landbrugs- og fiskeriområdet). Det er de myndigheder, der udbetaler statsstøtte, som skal foretage indberetningerne og har ansvaret for oplysningerne i registret. 

Indberet til Statsstøtteregistret

Alle it-spørgsmål om anvendelsen af registret vil blive besvaret ved kontakt til Erhvervsstyrelsen. Statsstøtteretlige og juridiske spørgsmål om registret kan rettes til Statsstøttesekretariatet i Erhvervs- og Vækstministeriet.

Statsstøttehåndbogen

Statsstøttehåndbogen er et af Statsstøttesekretariatets værktøjer til at sikre, at Danmark undgår sager om ulovlig statsstøtte. Håndbogen indeholder en fyldig beskrivelse af statsstøttebegrebet og mange praktiske informationer om processer for en støtteordning fra initiativ til den faktiske udmøntning. Det er det enkelte ministerium eller institutions ansvar at sikre opfyldelsen af bestemmelserne for statsstøtte i EU, men Statsstøttesekretariatet står til rådighed med vejledning.

I håndbogen finder du mange flere og mere dybdegående informationer om bl.a.:

  • Statsstøttebegrebet og forenelig statsstøtte
  • Anmeldelsesprocedurer til Kommissionen via SANI-systemet
  • Ulovlig statsstøtte

Læs mere i Statsstøttehåndbogen 

Tjekliste for vurdering af forenelighed med statsstøttereglerne

Det kan være vanskeligt for den pågældende myndighed, ministerie eller styrelse at vurdere om et initiativ kan indeholde statsstøtte. Der er mange informationer, der skal tages højde for. For at hjælpe denne proces allerede i opstartsfasen på et projekt, kan der være stor hjælp at hente i Statsstøttesekretariatets ”Tjekliste”. Den indeholder en række konkrete spørgsmål, der skal hjælpe med at afdække statsstøtteretlige aspekter, som skal håndteres.

Tjekliste

Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte

Kommissionen har 3. juni 2016 offentliggjort en meddelelse, der giver vejledning om, hvad der ligger i begrebet statsstøtte som defineret i TEUF art. 107, stk.1. Meddelelsens formål er bl.a. hjælpe offentlige myndigheder og virksomheder med at identificere, hvornår offentlige støtteforanstaltninger kan iværksættes uden at de udgør statsstøtte, og dermed ikke skal godkendes af Kommissionen. Offentlige myndigheder kan således bruge meddelelsen til at tilrettelægge tiltag på en måde, så de enten falder uden for EU's statsstøtteregler eller at initiativerne er forenelige med reglerne om hvordan statsstøtte kan ydes til virksomheder på det indre marked.  

Meddelelsen om statsstøttebegrebet er det sidste led i Kommissionens reform af statsstøttereglerne, der blev lanceret i 2012 og som har ført til revision og forenkling af 35 statsstøtte retsakter.

I meddelelsen giver Kommissionen en fortolkning af alle elementerne i definitionen af ​​statsstøtte. Meddelelsen tager udgangspunkt i retspraksis fra EU domstolen og Kommissionens egen praksis.

Meddelelsen adresserer støttebegrebet i relation til særligt udvalgte områder: offentlige investeringer i infrastruktur, kultur, uddannelse- og forskning, samt specifikke forhold på skatteområdet. Derudover bidrager meddelelsen til en fortolkning af, hvornår en støtte udelukkende har lokale virkninger og derfor ikke er omfattet af EU's statsstøtteregler.

Kommissionens meddelelse om begrebet statstøtte (pdf)  

EU-Kommissionens statsstøttetavle 2015

Kommissionen har den 17. februar 2016 offentliggjort den årlige oversigt over, hvor meget statsstøtte de enkelte EU-medlemsstater har ydet i perioden fra 2009 indtil udgangen af 2014. 

Læs mere

Kontakt

Har du spørgsmål om statsstøtte, kan du kontakte statsstøttesekretariatets medarbejdere:

Preben Sandberg Pettersson, psa@evm.dk, tlf.: 91 33 72 55
Louise Mehl, lom@evm.dk, tlf.:91 33 72 04
Stine Bredahl Kristiansen, sbk@evm.dk, tlf.:91 33 72 28

Offentlig digitalisering med erhvervsfokus

Digitalisering er en væsentlig løftestang til at løse en række af de udfordringer, Danmark står over for i de kommende år. Velfungerende offentlige digitale løsninger skal gøre det lettere at drive virksomhed og understøtte vækst og øget produktivitet hos virksomhederne.
Læs mere

Danmark er blandt de lande i verden, som er længst fremme med digitaliseringen af den offentlige sektor,og erfaringerne viser, at en ambitiøs fællesoffentlig digitalisering er med til at understøtte samfundets digitale omstilling, herunder erhvervslivets. rhvervs- og Vækstministeriet arbejder på, at velfungerende offentlige digitale løsninger skal gøre administrative processer i virksomhederne lettere, frigive tid til at drive virksomhed og dertil skubbe til virksomhedernes digitalisering. Offentlig digitalisering skal derfor ske med et klart blik for gevinsterne for såvel det offentlige som virksomhederne. 

Regeringen, kommuner og regioner arbejder sammen om at sætte mål og rammer for den offentlige digitalisering i fællesoffentlige digitaliseringsstrategier. 

Digitaliseringsstrategi (Digitaliseringsstyrelsen)

Virksomhedsportalen Virk.dk 

Virksomhedsportalen Virk.dk er dansk erhvervslivs indgang til det offentlige. På Virk kan virksomhederne
  • Indberette oplysninger til det offentlige fx søge om sygedagpenge, indberette moms, starte, ændre og lukke virksomheder, indsende årsregnskaber og få adgang til Digital Post. 
  • Finde rådgivning og inspiration til vækst; eksempelvis gennem værktøjer til forretningsplaner, kontrakter og budgetter. 
  • Hente åbne offentlige data fx fra det centrale virksomhedsregister (CVR), som virksomhederne kan anvende i udviklingen af nye produkter, tjenester og markedsanalyser. 

Digital Post

Alle virksomheder og andre med et CVR nummer skal have en digital postkasse. Med en digital postkasse kan du skrive til det offentlige, modtage svar og opbevare post. Det foregår 100 procent sikkert.


Selskaber, regnskaber, revision og samfundsansvar

Det skal være enkelt og let at etablere og drive virksomhed i Danmark. Samtidig er det vigtigt, at der er tillid til og åbenhed omkring virksomhederne. Både når det gælder deres overordnede økonomiske resultater og det ansvar, de tager for samfundet.
Læs mere

Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest at drive virksomhed. Det skal det også være fremadrettet. Erhvervs- og Vækstministeriet har derfor fokus på, at reguleringen af virksomheder og erhvervsdrivende fonde skal være effektiv og skabe gode, tidssvarende rammer for erhvervsmæssig udvikling. 
Samtidig er det afgørende, at tilliden til danske virksomheders ledelse og økonomi fortsat er høj, hvilket kræver et godt og effektivt tilsyn og åbenhed om virksomhedernes forhold. Erhvervs- og Vækstministeriet har derfor blandt andet fokus på, at:

  • Det er nemt at registrere sig som virksomhed – og samtidig skal der være åbenhed om ejerforhold
  • Det skal være nemmere at indberette regnskaber og andre virksomhedsoplysninger, og risikobaseret kontrol skal mindske incitamentet til at snyde og sikre, at regnskaberne er retvisende
  • Regnskaber skal have højere kvalitet samtidig med, at de digitale løsninger skal gøre det nemt at opfylde lovkravene.
  • Revision skal øge tilliden til regnskaber, og det risikobaserede tilsyn med revisorerne skal nedbringe antallet af væsentlige fejl og mangler i revisorernes arbejde. 
  • Der skal være gode rammer for ansvarlig vækst. Det skal fortsat være frivilligt for danske virksomheder, om de ønsker at arbejde med samfundsansvar, men samtidig skal de største danske virksomheder afrapportere om deres arbejde med samfundsansvar i deres årsregnskab.


Virksomhedernes samfundsansvar

Danmark og danske virksomheder er og skal fortsat være drivende i arbejdet for at styrke forretningsdrevet samfundsansvar – også kaldet Corporate Social responsibility. Gennem virksomheders samfundsansvar er det muligt at kombinere innovation, produktivitet og vækst samt socialt ansvar, respekt for menneskerettigheder og bæredygtighed.
Læs mere

Virksomheder kan gøre en god forretning ved at arbejde målrettet med sociale og miljømæssige hensyn og samtidig bidrage til at løse lokale, nationale og globale samfundsmæssige udfordringer. Når indsatsen hænger sammen med forretningen, kan samfundsansvar skabe værdi for virksomheden og være med til at styrke virksomhedens konkurrenceevne og vækst. Dermed skabes der fælles værdi for både virksomhed og samfund.  

Ansvarlighed og vækst skal gå hånd i hånd og skabe fælles værdi for både virksomhed og samfund. Regeringen har nedsat Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, der er regeringens nye platform for dialog om, hvordan samfundsansvar og vækst kan gå hånd i hånd. Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst skal blandt andet indsamle og formidle viden om tendenser inden for samfundsansvar og socialøkonomi, fremme partnerskaber og dialog mellem virksomheder og interessenter på feltet og bidrage til regeringens politikudvikling på området.  

Dialogforum for samfundsansvar og vækst

Rapportering om samfundsansvar

Siden 2009 har de største virksomheder i Danmark været forpligtet til at redegøre for deres arbejde med samfundsansvar. I 2015 vedtog Folketinget en ændring af reglerne for rapportering. Det er frivilligt for danske virksomheder, om de ønsker at arbejde med samfundsansvar. Lovkravet betyder dog, at de største virksomheder har pligt til at være åbne om deres arbejde med samfundsansvar og skal begrunde deres fravalg, hvis de ikke har en politik på området. Som noget nyt skal virksomhederne forholde sig specifikt til miljø, sociale og medarbejderrelaterede forhold, antikorruption og bestikkelse mm. 

De nye regler træder i kraft i to tempi i hhv. 2016 og 2018. 

Samfundsansvar.dk 

Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd

Mæglings- og klageinstitutionen blev oprettet for at varetage to formål. Dels skal institutionen sikre, at danske virksomheder kan få adgang til en troværdig, forudsigelig og gennemskuelig håndtering af tvister om brud på OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. Dels får arbejdstagere, miljørepræsentanter, andre virksomheder og lignende fra hele verden et sted at gå til, hvis de oplever, at danske virksomheder handler i strid med OECD’s retningslinjer. Mæglings- og klageinstitutionen er dermed også et sted, hvor sager om krænkelser kan rejses, dokumenteres og offentliggøres. 

Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd

Forbrugerforhold og produktsikkerhed

Gode forbrugerforhold giver forbrugerne de rette forudsætninger for at være aktive forbrugere, der bidrager til at skabe velfungerende markeder. Højt prioriteret produktsikkerhed ved risikobaseret overvågning giver for-brugerne tillid til de produkter, som omgiver dem. I Danmark har vi et højt niveau for forbrugerbeskyttelse og produktsikkerhed til fordel for konkur-rencen, væksten og forbrugerne.
Læs mere

Forbrugerlovgivning

Forbrugerlovgivningen sikrer et højt beskyttelsesniveau og giver forbrugerne en række grundlæggende juridiske rettigheder, samt opstiller rammer for de erhvervsdrivende, som beskytter dem mod unfair og illoyal konkurrence. 

Produktsikkerhed

Produktsikkerheden i Danmark er høj, og der arbejdes til stadighed på både nationalt og EU-plan for at optimere sikkerheden. Det er vigtigt, at forbrugerne kan have tillid til de produkter, som omgiver dem. Det er fabrikantens eller importørens ansvar, at et produkt lever op til kravene om sikkerhed. Sikkerhedsstyrelsen er ansvarlig for kontrollen med sikkerheden ved forbrugerprodukter generelt. 
Sikkerhedsstyrelsen udfører risikobaseret overvågning inden for områder, regelefterlevelsen er lav eller risikoen er størst. 

Læs mere om produktsikkerhed på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside

Elsikkerhed

Det skal være trygt, når danskerne tænder for lyset. Langt det meste el-arbejde kræver autorisation, og virksomheder skal have et autorisations-nummer fra Sikkerhedsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen er overordnet an-svarlig myndighed inden for produktion, transmission, distribution og selve brugen af elektriciteten. 

Læs mere om elsikkerhed på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside

Gassikkerhed

I Danmark kræver det autorisation, hvis man vil udføre arbejde inden for gasområdet. For at varetage sikkerheden findes der en række godkendte kontrolinstanser, som godkender og overvåger virksomhedernes kvalitetsstyringssystemer. Sikkerhedsstyrelsen har det overordnede ansvar for gassikkerhed ved alle former for installationer og tilhørende anlæg og administrerer autorisationsordningen.

Læs mere om gassikkerhed på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside

Fyrværkeri

Fyrværkeri kan være festligt men også farligt. Derfor er der i Danmark bl.a. regler for, hvornår man må købe og affyre fyrværkeri. Der er også grænser for, hvor meget fyrværkeri man må opbevare derhjemme. Det overordnede ansvar for sikkerheden vedrørende fyrværkeri ligger hos Sikkerhedsstyrelsen, som også uddanner og godkender festfyrværkere.

Læs mere om fyrværkerisikkerhed på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside


Tema
Hvad betyder regeringens vækstplan for hele Danmark

Modernisering af planloven med mere frihed til kommunerne, billigere færgebilletter, fleksibel landsbyplanlægning, udvikling af turismen, bedre rammer for fødevare- og landbrugssektoren, statslige arbejdspladser i hele landet og udrulning af bredbånd til landdistrikterne. Det er blot nogle af de initiativer, der vil skabe vækst og udvikling i hele Danmark.

×

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

På evm.dk bruger vi cookies til at samle statistik og forbedre hjemmesiden. Vi begynder først, når du klikker videre eller accepterer.
Læs mere om cookies

Nej tak

(Vi bruger en cookie til at huske dit nej)