Regeringen arbejder aktivt for at fremme europæisk konkurrenceevne. Som en lille åben økonomi er Danmark dybt afhængig af vækst på det indre marked i EU, der aftager ca. 70 pct. af den danske eksport.
EU’s konkurrenceevnepolitik er fællesbetegnelsen for en række forskellige instrumenter, som har til formål at skabe gode rammebetingelser for innovation, iværksætteri og vækst i Europa.
Europa 2020-strategien
Den overordnede strategi for konkurrenceevnepolitikken er lagt i Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, som Det Europæiske Råd vedtog i juni 2010. Europa 2020-strategien er iværksat igennem en række såkaldte flagskibsinitiativer - handlingsplaner for de kommende års indsats. De væsentligste flagskibsinitiativer på konkurrenceevneområdet vedrører det indre marked, innovation og EU’s industripolitik samt den digitale dagsorden.
Læs mere om Europa 2020 strategien for vækst og beskæftigelse
Det indre marked
EU’s indre marked er verdens største og mest købestærke marked med over 500 millioner forbrugere. Danske forbrugere og virksomheder skal have gavn af de muligheder, som det indre marked tilbyder uden at gå på kompromis med sikkerheden. Regeringen arbejder derfor for at forbedre det indre markeds funktion. Det indre marked dækker over en række områder, nemlig varer og tjenesteydelser, forbrugerpolitik, konkurrence og statsstøtte, udbud og selskabsret.
Innovation
Danmark lægger vægt på, at EU’s innovationsdagsorden understøtter overførslen af viden fra forskningscentrene til erhvervslivet og til forbrugerne. Virksomhedernes generelle muligheder for at lave forretning ud af ny viden skal forbedres. I den forbindelse arbejder Danmark for at styrke rammerne for de små og mellemstore virksomheders adgang til innovation og for særligt at styrke innovationspotentialet på det grønne område samt inden for digital teknologi og velfærdsteknologier.
Læs mere om EU's flagskibsinitiativ vedrørende innovation
Industripolitik
EU’s industripolitik indeholder forskellige erhvervsfremmeinitiativer. Fra dansk side støtter vi, at arbejdet for at opnå Europa 2020-strategiens mål om en inklusiv, bæredygtig og vidensbaseret økonomi. For at opnå dette mål skal virksomhedernes generelle rammevilkår forbedres, ligesom vi skal arbejde for at fremme nøgleteknologier, der kan bidrage til en bæredygtig omstilling af økonomien.
Læs mere om EU's flagskibsinitiativ vedrørende industripolitik