I samarbejde med den danske telemyndighed arbejder Erhvervs- og Vækstministeriet for at skabe rammerne for øget innovation og produktivitet gennem en styrkelse af tele- og internetområdet.
Digitaliseringen af Danmark gennem informations- og kommunikationsteknologi (IKT) indeholder et stort potentiale for innovation og produktivitetsforøgelse – og dermed for fremtidens vækst og beskæftigelse. Erhvervs- og Vækstministeriet arbejder for at fremme udviklingen af en velfungerende digital økonomi, herunder den digitale markedsplads samt virksomheders og befolkningens anvendelse af bredbånd, internettjenester mv.
Danmark er blandt de lande i verden med den bedste udbredelse af bredbånd og har gennem en årrække ligget på World Economic Forums top ti-liste over de mest IKT-orienterede lande i verden.
Tele- og internetområdet samt administrationen af frekvenser varetages i det daglige af den danske telemyndighed under Erhvervs- og Vækstministeriet. Heri ligger en række juridiske, koordinerende, tilsynsmæssige og regulerende opgaver i forhold til det danske telemarked. Opgaverne drejer sig bl.a. om overvågning af telemarkedet for at sikre konkurrence til gavn for forbrugerne, om forsyningspligten på teleområdet, om telestatistik og bredbåndskortlægning, om frekvensplanlægning og frekvensauktioner, om radiotekniske forhold samt om administration i forhold til maste- og gravelovgivningen.
Endvidere varetages aktiviteter i forhold til bl.a. EU, OECD, Den Internationale Telekommunika-tionsunion (ITU), Internet Governance Forum (IGF), Body of European Regulators for Electronic Communications (BEREC) samt Nordisk Råd.
Læs mere om telemyndighedens opgaver.